eller
Underretning fra det ekerske Parnasso **)
En kort og enfoldig Beskrivelse over Eker Læn, om hvilket saa lidet er meddelt udi Historien af gammel Tid og har derfor ikke andet om samme, end hvad de Gamle, Mand efter Mand har kunnet erindre at fortælle, item om Bygdens bedste Gaarde, fornemste Strandsteder, Værk og Fabriker, der udi Vers er forfattet af mig, Thollef Skolemester, Aar 1756.
*) Det hele er ordlydene afskrevet efter Forfatteren, der var Skolelærer i Hougsund og gjaldt den gang for en af fin Stand meget lærd Mand.
**) Parnassus var et bekjent Bjerg i det gamle Grækenland og Musernes Yndlingssæde. Naar saaledes vor gamle Thollef Skolemester sendere i Visen siger, han først vil opsøge Parnassus Toppe, saa mener han formentlig at ville forsøge sig i Digterkunsten.
1.
Naar Tiden vil unde
Mig nogle Stunde
Imellem, for andre forretninger fri
Jeg Tiden da driver
Med Pennen og skriver
Slaar hen udi Veiret al Melankoli.
2.
Saameget mig vanker
I Sind og Tanker.
Naar jeg spekulerer udi Guds Forsyn.
Hans Husholdningslære
Stor, herlig mon være
O kunde jeg derom med Kraft og med Fynd.
3.
Som Villien er skrive,
Min Sang skulde blive
Elskværdig at læse, at høre og se.
Jeg vil da udstamme
Her noget om samme,
Ved Naaden Gud dertil mig lade bete.
4.
Hvad vi du begynde,
Mit Sind dig nu skynde.
Lad høre! jeg synes mig rinder ihu;
Dog holdt jeg maa stoppe
Og Parnassi Toppe
Maa søges om jeg dem kan finde endnu.
5.
Dog saadant at finde,
Det var udi Blinde
De gamle Hedninger gik saa dum en Vei
Ei derfor imørke
De grækiske Ørke
Vil søges; os mangler i Norge vel ei.
6.
Paa Bjerge, hvis Lige,
Parnassus faar vige,
Som er forlangt borte, ja næsten forglemt.
Vil heller udfinde
tre nordiske Tinde,
Hvis Spidse Parnassus nu blive skal nævnt.
7.
Om nogen vil spørge,
Da svares i Norge
Et Præstegjeld findes, som Eker er kaldt.
Man turde snart sige,
Det neppe har Lige;
Dog derom er fordum lidt skrevet og talt.
8.
Hvad af Alders Dage,
Hvad der mon tildrage,
Man haver ei andet end Sagnet igjen.
Derom noget skrive,
Fornøiels’ vil give,
Derfor et Parnassus forflytte didhen.
9.
I Eker vi finder,
Tre høie Bjergtinder
Som er: Barbrohugget, Snaukoln, Solbergval’n
De trende med Rette
Vi sikkert kan sætte
For Eker Parnasse vi skrive da vil.
10.
Mig synes nu høre,
Det kommer for Øre,
Gudinderne synger; jeg spidser min Pen,
Og længes at skrive,
Hvad mig kan blive,
Fremvist og indgivet, jeg reiser didhen.
11.
O Syn som er deiligt,
Hvor skjønt og beleiligt!
O Eker, du herligt staffered er du
Af Enge og Dale,
Af alt som kan prale;
Af Bygninger, Huse, som smukkeste Brud.
12.
Af Elve og Bække,
Af Fiskevand kjække.
Min Geist vil oplives, naar saadant jeg ser
Og derfor paaakter
jeg nøie betragter
Hvad der nu om Eker begrundes kan mer.
13.
Med Mund og med Tumge
Jeg Lalla maa sjunge
Om jeg ei det mindste Ord kunde forstaa
Til Skaberens Ære
Dog saadant bør være;
Saa Ekko i Dale og Bjerge skal gaa.
14.
Op Eker! og bramme;
Du tør Dig ei skamme
Din Hat fremfor andre at have paasat.
Tre Fjelde er Bremme,
Dit Gosen og hjemme
Indsluttet derinde, Du godt har det fat.
15.
Dig aarlig formere,
Ja gro og florere
Imellem Kjøbstæderne store de To:
Kongsberg, det rige
Og Drammen deslige,
Hvor Du tjener Peng’ ved at kjøre og ro.
16.
Man ser da og finder,
At Eker ei mindre
Har været i Fordommen mægtig og stor
Da Kjæmpernes Bolig,
Utvivlsom og trolig
Har været derude, hvoraf findes Spor.
17.
Paa Mure saa bolde,
Paa høie Fjeldknolde
Harnisker og Sverde med Skjolde af Pragt.
Og Sagnet vil sige,
De vare saa rige,
Deres Heste med Sølvsko at være belagt.
18.
Dog det faar nu være,
Saa kan man dog lære,
At derudi fordum Sølvgruberne var,
Som nu ei kan mindes,
Der mulig og findes
Blant ekerske Bjerge en Skat stor og rar.
19.
Vi ser da for første
I Eker det største
Tre skjønne, grundmurede Kirker med Spir
Af hugne Stene,
Særdeles den ene,
Som endnu om Ekers ældgamle Zir.
20.
Kan Vidnesbyrd bære,
Dog alle maa være
Af Paverne bygget, hvis Vaaben de bær
Med Nøgler tvende,
Man kan ikke kjende,
Dens Alder, det siges, at Vandet gik nær.
21.
I de gamle Tider,
Da Strømme saa stride
Til Kirken sig nærmed og Vandet skar ud.
Ja Sag for Syn sees,
Hougs Kirke betees
Guds Frelse, der Folk sig ydmyked for Gud.
22.
Blant Elvene mange
I Eker, som gange,
Storelven som Brudgom vel bære maa Navn.
Thi den kan Dig Skikke
Det, Jorden bær ikke,
Ja aarlig tilføre Dig en uskatbar Gavn.
23.
Den giver Dig Føde,
Og Fisken den søde
Lax, Ørret, Abor, Hersling, Brasmer, Sik,
Aal, Gedder og Flyndre,
Du uden at plyndre
Kan fiske i hver en Strøm, Evje og Vik.
24.
Ved Hængerne Flage,
Og Vadet at drage
Med Mæle og Drivgarn, samt Rusen og Krog.
Saa det er stor Gammen;
Thi Arbeid og Fammen
Gjør meget at Fiskeren Fisken bedrog.
25.
Nu slippes Sagtømmer,
Tre Hængsler, der sømmer:
Hefta, Hyttestøa og Kværk staa jær bra!
Men Hefta det springer,
Og Hyttestøa tvinger
Men gaar ogsaa med, før man ved Ordet af.
26.
Og Kværk maa modtage,
Saa det monne brage
I Master og Stenkar; herud Folk og Stik
Med langskaftet Hage,
Med Pig og med Stage
Det samles ved Hougsund, saa det har god Skik.
27.
I Flaader og Hester,
og siden bagefter
Udi Lilleelven gaa efter Hest.
Det siden maa føres,
Mod Strømmen opkjøres
Til Vestfossens Sagbrug, om Dagen dernæst.
28.
Thi Sagerne mange
I Eker mon gange,
Da Kvantum maa aarligen svares af dem
Tolv hurtige Sager
Vestfossen optager,
Og Skotselven tretten, ved Hoenselven fem.
29.
Fem Vandet omdreier,
Som Mjøndalen eier,
Ved Vandelborg fem og ved Solbergelv to.
To Hellefos skriver
og Fiskum to driver,
Ved Hasselværk En, som ved Vandet sig sno.
30.
Vesfossen udsender
I fine Bordrænder
De Bord, som der skjæres. Det samme formaar
Hoenselven at gjøre,
Dens Bord at udføre.
Pas da paa Arbeidet, Fortjenest Du faar.
31.
Naar Bord skal udføres,
Til Skotselv vil spøres
At Hougsund og Dynges Karle er god;
Thi Fosevjen riktig
At rense er viktig
Til saadant man eiheller andre tillod.
32.
Ja ogsaa at følge,
men Løbet fordølge,
Du gjennem Flaagrunden, Hougsund forbi
Og naar der skal slippes
Til Stenberg ei glippes
Det glæder Strandmanden, som Del faar deri.
33.
Thi var ei det ene
Ved Døren at tjene,
Saamange paa Stranden ei satte sig ned,
Som stedse maa løbe
Til Branæs og kjøbe
Alt, hvad de til Huset forsynes skal med.
34.
Men Hougsund! erindre,
Du fordum var mindre
Men nu som en Kjøbstad Du stadser vel fort
Til Hundreder Indvaaner,
Du Hus og Grund laaner
Paa en bekvem, lystig, fornøyelig Ort.
35.
Her faldt Mogens Svale
Med Svensken i Dvale,
Da han her i Norge vilde svømme omkring.
Hver tredie Sommer
Gaar Piber og Trommer
For seks Kompagnier som mønstres i Ring.
36.
Vi her ei forjætte
Vesfossen at sætte,
Den er vel mod Hougsund nær dobbelt saa stor
Af Bygninger mange,
Der mod Dig tør prange
Ja ogsaa Indbyggere som leve i Flor.
37.
Paa Foss- og Sems-Side,
Ja se til i tide
Dit Sagbrug og Kværne perfekt drive kan
Og de, som behænde
Med Jernet kan vende
For Hamren som aarlig ved Vestfossens Vand,
38.
Gaar stedse. Og Mange
Med Baadene lange
For Kongsberg fra Drammen kan Føringen ro.
Ved Hasselværk kjønne
Staar Masovnen skjønne,
Som Jernet kan smelte. Folk mange der bo.
39.
Den Flod Hipokreni.
Ei Pris kan fortjene
Mod Fiskumvand store og Ekeren rar.
Nei disse bær Prisen,
Især Fiskumisen
Sin største Plaser man om Vinteren der har.
40.
De prægtigste Gedder
Ved disse Vands Bredder
Om Somren kan faaes paa 2 a 3 Pund.
Stor Ørret tillige;
Ei nogen kan sige
Paa Ekerens Dybde endnu nogen Bund.
41.
De begge kan bramme,
At Kværne, Sag, Hamer
Ved Vestfossen aarlig af dem har sit Vand
O viseste Orden,
Som Vandet og Jorden
Har tilredt, saa alting kan være istand.
42.
Grynmøllene rare
Vi ogsaa erfare
Ved Vestfossen, Krogstad og Hærebro.
Ved Solberg en ganger,
Ved den vi erlanger
Skjøn hollandske Perlegryn, store og smaa.
43.
Siktemøller er mange,
Som aarlig mon gange
Og Sammalkværne mangfoldig især.
Bør Krokstadelv ære,
og Solbergelv være,
Som aarlig maa male, hvad Branæs begjær.
44.
Vestfossen forhaler
Eiheller, men maler
Alt, hvad man did sender. Hoenselven paastand
For Hougsund er rede,
Naar man dem vil bede
At sigte og male, naar de kun har Vand.
45.
Om Vinteren paa Føre,
Hver Gaard ved at kjøre
Sin Last ud af Skoven til Strandbakken ned.
Mens andre smukt vide
At have i tide
Sin Birkeved gjæve ved Elven bered.
46.
Ja endog saamange
Sin Lagterved lange –
Er ferdig at føre til Glasverket hen.
Fortjenest det giver,
Naar Sagtømmer bliver
Opkjørt til Sagene og Bord ut igjen.
47.
Nu vil vi betragte,
I Eker at agte
Ni Snes fulde Gaarde. O yndige Semb.
Dig Konger har æret;
Thi Du haver været
Et adeligt Sæde og kort Kongehjem.
48.
Fossesholm vi beskuer,
En Gaard, som vel duer,
Hvor adelig Familier har boet irad.
Den Skjønhed blant alle
I Eker mon prale
Og Skjelbred med disse; de følges maa ad.
49.
Hoensgaardene to ere,
Som herlig florere,
Ja vel mod sin Lige paa Nakken tør staa.
Hougs Prestegaard bliver,
Som Betleman Skriver
Og gjør Parade paa Bakken ogsaa.
50.
Dramdal vil vel blive,
Her værd at navngive
Som lignes ved Libanon herlig og skjøn.
Berg bør ei forgjættes
Med Stenshorne sættes
Som Efratha frugtbar, der giver stor Løn.
51.
Ei Raan vil vige
Og Solberg deslige;
De kappes om Fortrin og føder sin Mand.
Aas, Stensæth og Myre
Vel værd er at styre
Med frugtbare Agre og godt Engeland.
52.
Loe, Voldstad og Ager,
De begge tiltager;
De giver i Huse og Laderne fuld.
Skjoldhorne og Temte
Er ei med at skjemte;
Thi deres Produkter er bedre end Guld.
53.
Værp, Vestby og Borge
De tør ikke sørge
De fødes blant Liljer; Rakstad staar på Fod.
Og Ulveland deilig
med Skot, hvor beleilig;
I aarligen fedmes som af Nilens Flod
54.
Skot, Gevelt ei mindre
Med Grav sig befinder
I grødefuld aarlig. Kolbræk, Hals og Ek.
Jeg ser, hvad Du mener.
Ja Prisen fortjener
Saa godt som hvem anden; I bærer Jærs Reg.
55.
Ryg, Narverud, Daler,
Af Frugtbarhet praler
Med Busland og Braathen samt Fiskum og Rud.
Se Ulleren frydes
og Hobbelstad prydes
Med Vidnes og Mosnæs, som yndige Brud.
56.
Ei Henstad og Saasen
Samt Spæren og Fosen
Skal blive de mindste i Godhed og Flor
Se Vegu sig trøster,
Og Solløs forlyster
Med Avlingen skjøn. Bryn yndelig gror.
57.
Vindsvold, Kaarvold og Aasen
har Koen paa Baasen
Som give kan Melken med Fløden paa.
Krogstad, Ektnæs, Knive
Ei mindre vil blive
Med Lysaker, Skalpe, samt Røren ogsaa.
58.
Varlof, Horgen, Sanden
Gjør glad Eiermanden.
Det samme gjør Lilleby, Skarra, Skistad
Korshorgen med Vigen,
Har ingen besvigen;
Men alle prisværdig i høieste grad.
59.
Ei Paule, Lunteigen
Bør sættes av Veien;
Langt mindre Smørgrav og Røgeberg god.
Som Thorberg og Vaalen,
De skjænker i Skaalen
Det samme er Holthe og Hauge betrod.
60.
Men Lerberg bør være
Med Hegstad i Ære;
De fødes og trives i Yndighed smukt.
Ja Klunderud høie
Kan Sindet fornøie
Med Lunde og Lobben i Ære og Tugt.
61.
Ei Harstad vil vige.
Ristvedt deslige
De holdes i Ære, og Bjørhus vi ser,
Som Grøsland sig viser,
Blant dem, som man priser,
Samt Stubberud, Høgsæt med Sønju og fler.
62.
Op Eker at prise!
Din Skaber at vise.
Behagelig dine Pauluner de er.
Som Israels Stammer
Er inddelt, Du bramer
Som ydigste Hauge, man skuer og ser.
63.
Derfor bør du give
Gud Ære og blive
Ham Indig. Hovmod Dig ikke; lad Pragt
Fra Gud Dig ei føre.
Lad Guds Ord Dig røre.
Elsk Gud og Din Næste af yderste Magt.
64.
Al Synd, Last og Lyde,
Aflæg og fortyde
Og bed saa i Jesu velsignede Navn.
Han vil Dig tilgive,
Og at han vil blive
Din Fader og Din hans antagne Barn
Ende
Alt, også fotnoten, er en ren avskrift fra boken: «Momenter til en Beskrivelse over Eker. Fra gamle Dage og indtil Nu. Af en bonde». Drammen 1887. Jeg har kun brutt versene på seks linjer fremfor fire (slik det er gjort andre steder), da de var lettere å forstå og å lese på den måten.
Thollef Skolemester må være den Tollef Clausen jeg finner ved ekstraskatten 1765, som far i 1767, trulovar for soldat Mads Syversen Homlebech i april 1770 og som far igjen i juni 1770. Han var gift med Anne Lagesdatter og hadde barna Kari, Sara og Claus.
Sønnen Claus jobbet også i skolen og bor i 1801 i Hokksund sammen med sin kone Anne Christensdatter, barna Christen, Tollef, Anne Catrine og sin ugifte søster Kari (født ca 1761). Senere får de et barn til – Karen Kirstine.
Sønnen Claus er omtalt i «Eker -træk av en storbygds saga» s. 433, s. 436 og 437. Han tjente i 1807 80 riksdaler og 56 skilling som lærer i Hokksund. Dette var allerede i 1812 økt til 300 riksdaler. Han sluttet som lærer i Hokksund i 1814 og ble med en pensjon på 75 riksdaler den første pensjonist av Eikers lærerpersonale.